Pinolen kører i en fast føring, så boret ikke løber skævt, og dybdestoppet gentager samme hul igen og igen. Udladningen afgør, hvor langt ind fra kanten af emnet du overhovedet kan nå.
-38% 
-35% 
-30% 
-27% 
-38% -35% -30% -27% 
-25% 
-25% 
-23% 
-22% 
-21% 
-21% -21% -21% 
-21% 
-15% 
-6% 
-4% 
-4% 
-4% 
-4% 
-4% 
-1% 
-1% 
-1% 
-1% 
-1% 
Vi indsamler dagligt priser og sortiment fra 3 danske webshops.
Vi tjekker rabatterne — kun reelle nedslag i forhold til førpris vises som tilbud.
Du handler hos shoppen — vi linker direkte, og prisen er den samme for dig.
Et hul boret i hånden er aldrig helt vinkelret. Det behøver det heller ikke altid være — men i det øjeblik to dele skal passe sammen, en tap skal sidde lige, eller et gevind skal skæres i flugt, bliver den skæve grad til et problem. Det er hele grunden til, at søjleboremaskinen findes: den fastholder boret i en fast akse og fører det ned i emnet uden at vandre.
Dertil kommer to ting, der undervurderes: kontrolleret boredybde og lave omdrejninger. Med et dybdestop borer du hundrede huller lige dybe. Og fordi hastigheden kan sænkes markant, kan du bore i stål og store diametre uden at brænde boret af. En søjleboremaskine er derfor lige så meget et præcisionsværktøj som et kraftværktøj.
Bordmodellen står på et arbejdsbord eller et underskab og dækker langt de fleste hobby- og gør det selv-behov. Gulvmodellen har en lang søjle, står direkte på gulvet og kan tage høje emner, fordi bordet kan køres langt ned. Den er samtidig tungere og stivere, hvilket mærkes i finishen.
Det springende punkt er sjældent gulvplads, men lofthøjde og arbejdsstilling. En bordmodel placeret på et højt bord kan blive ubehagelig at betjene, mens en gulvmodel giver naturlig arbejdshøjde. Overvej også, om maskinen skal kunne flyttes — gulvmodeller er i praksis stationære.
Udladningen — også kaldet halsvidden — er afstanden fra søjlen til borets centrum. Den bestemmer, hvor langt inde i en plade du kan ramme. Vil du bore i midten af en plade, skal udladningen være mindst det halve af pladens bredde.
Det er det mål, folk oftest fortryder. En søjleboremaskine med rigelig effekt, men kort udladning, tvinger dig til at bore i kanten af alting. Tænk over de emner, du reelt arbejder med, og vælg derefter.
Patronkapaciteten angiver den største borskaft, patronen kan spænde om, og oplyses i millimeter. Den er ikke det samme som maskinens borekapacitet i stål, som også afhænger af motor og omdrejningstal.
De fleste søjleboremaskiner har nøglepatron. Den holder bedre fast end en selvspændende patron og tåler bedre den vridning, større bor giver — til gengæld skal du finde nøglen hver gang. Uanset type er det værd at kontrollere, at patronen løber rundt uden synligt kast, for et kast i patronen giver et hul, der er større end boret.
Slaglængden er, hvor langt pinolen kan køres ned i ét træk. Er den kort, må du flytte bordet og sætte an igen midt i et dybt hul — det koster både tid og præcision. Til de fleste opgaver rækker en moderat slaglængde, men bor du ofte dybe huller i tykt materiale, er det et mål, du skal se på.
Dybdestoppet er den funktion, der gør maskinen til et serieværktøj. Skal du bore tyve huller til hyldebærere i nøjagtig samme dybde, indstiller du stoppet én gang. Se efter et stop, der låses solidt — et stop, der vandrer under brug, er værre end intet.
Rigtigt omdrejningstal er den vigtigste enkeltfaktor for både hulkvalitet og borets levetid. Store diametre og hårde metaller kræver lave omdrejninger; små bor i træ må gerne køre hurtigt.
På de fleste søjleboremaskiner skiftes hastighed ved at flytte kileremmen mellem remskiver. Det er simpelt, robust og bevarer trækkraften i hele området. Elektronisk variabel hastighed er hurtigere at justere, men nogle løsninger taber moment ved lave omdrejninger — netop dér hvor du har brug for det. Kig på både antallet af trin og på, hvor lavt maskinen kan komme ned.
Effekten oplyses i watt, og tallet er nemt at sammenligne. Men det siger mindre end man tror, dels fordi optaget effekt ikke er det samme som afgivet effekt, dels fordi en søjleboremaskine sjældent mangler kræfter, før den mangler stivhed.
Brug effekten som en grov indikation af, hvilken klasse maskinen ligger i, og læg mere vægt på vægten, søjlediameteren og pinollejerne. En tung maskine med moderat motor borer pænere end en let maskine med stor motor.
Bordet skal kunne hæves og sænkes uden kamp — gerne med tandstang og håndsving frem for en ren klemløsning, som man skal holde imod. Mange borde kan også vippes, så du kan bore i vinkel, og enkelte kan drejes til siden, så du borer direkte mod fundamentet ved lange emner.
T-noter eller boltehuller i bordet er vigtigere, end de ser ud: de er det, der lader dig spænde emnet fast. Et emne, der gribes af boret og slår rundt, er den hyppigste skadesårsag ved denne maskintype.
Der er nogle få ting, der adskiller en god maskine fra en middelmådig, og de handler alle om, hvor lidt der bevæger sig:
Producenter som Optimum, Scheppach, Güde, Metabo og Holzstar dækker tilsammen alt fra små bordmodeller til værkstedsmaskiner. Sammenlign dem hellere på disse mekaniske forhold end på udstyrslisten.
Spindlen har typisk en indvendig morsekonus, som patronen sidder i. Den kan tages af, og så kan du montere andet med samme konus — for eksempel et borsæt med konusskaft. En almindelig, udbredt konus giver adgang til meget mere tilbehør end en særpræget løsning.
Tjek også, at der er en udslagskile eller et udkast, så patronen kan tages af igen, uden at du skal improvisere.
En maskinskruestik hører til maskinen. Den holder emnet fast, holder fingrene væk og gør hullerne ensartede. Derudover er det værd at overveje forsænkere, hulsave, et sæt spiralbor i HSS til metal og et sæt til træ — de vil noget forskelligt.
En hjemmelavet træplade skruet fast på bordet er også et af de mest værdifulde "tilbehør", du kan lave: den beskytter boret ved gennemboring og giver rene huller uden udsplintning på bagsiden.
De billigste bordmodeller er lette, har få hastighedstrin, kort udladning og som regel et vist kast. De er brugbare til træ, hyldehuller og lettere metal. Mellemklassen giver mere støbejern, større borde, længere slag og bedre lejer. I den dyre ende betaler du for stivhed, for spindelpræcision, for et bord der er nemt at flytte, og for en maskine der stadig er i tolerance om ti år.
Der findes også brugte industrimaskiner, som ofte er tungere og mere præcise end nye maskiner i samme prisleje. Til gengæld skal du kunne vurdere slid, og nogle kræver kraftstrøm.
Spænd altid emnet fast — særligt ved metal, hulsave og store bor, hvor boret kan gribe fat og få emnet til at rotere med. Brug beskyttelsesbriller, og bær aldrig handsker, snore eller løsthængende ærmer nær en roterende spindel. Fjern patronnøglen, før du starter.
Spånerne fra metalboring er skarpe og varme; fjern dem med en børste eller krog, aldrig med fingrene. Følg altid anvisningerne i manualen til din konkrete maskine, og hold skærme og afskærmninger monteret.
Maskinen skal stå plant og stabilt, og bordmodeller bør boltes fast til underlaget — ellers kan de vippe ved kraftig boring. Sørg for lys direkte på borstedet; det er svært at ramme et kørnerslag i skygge.
Vedligeholdelsen er beskeden: hold søjlen ren og let smurt, så bordet glider, kontrollér remspændingen jævnligt, og hold blanke flader fri for rust. Bliver hullerne pludselig grove eller boret varmt, er svaret oftest sløvt bor eller for høj hastighed — ikke maskinen.
Nej. Spindlen og lejerne er bygget til kræfter langs boreaksen, ikke til sidetryk. Sidebelastning slider lejerne og kan i værste fald få værktøjet til at løsne sig. Vil du fræse, skal du bruge en fræser.
En borestander er en holder til en almindelig boremaskine. Den er billigere og fylder mindre, men er langt mindre stiv og har ikke maskinens lave omdrejningstal. Til lejlighedsvis brug i træ kan det række; til metal og præcision rækker det sjældent.
Ved boring i stål forlænger det borets levetid mærkbart og giver et pænere hul. Ved træ og de fleste plasttyper bores tørt.